Jeg oplevede i går, den 17. december 2026, Jørgen Skouboe fra ”Nak og æd” i Musikkens Hus i Aalborg.
Jeg har nok set alle afsnit af serien gennem de sidste 15 år, hvor Skouboe og Nikolaj Kirk henholdsvis nakker og senere tilbereder og æder de dyr de skyder.
Det var en fyldt intimsal hvor medforfatteren til Skouboes bog ”Vilde Fugle Flyver”, Dorthe Løvwndahl Bomann, stillede spørgsmålene til Skouboe om hans liv fra barndommen til hans nuværende pensionistliv.
Det var en rigtig skøn oplevelse. Stille og roligt, nærmest ydmygt, hørte vi hans livs historie.
Efter at have lyttet til Jørgen Skouboes fortælling blev jeg både inspireret og eftertænksom, for hans rolige tilstedeværelse og ærlige beretning om livet bag kulisserne i ”Nak og æd” gav et helt særligt indblik i mennesket bag tv-figuren. Man mærkede tydeligt passionen for naturen og glæden ved at dele sine oplevelser med både Nikolaj og os seere, og det gjorde aftenen til noget ganske særligt. Det var som om, vi alle blev inviteret med ind i hans univers for en stund, og jeg gik derfra med en følelse af at have fået en personlig og nærværende oplevelse, som jeg vil huske længe.
1/10
For rigtig mange år siden, havde jeg fornøjelsen at møde Nils Willemoes. Det var både et meget fagligt godt, men i den grad morsomt foredrag. Jeg har ikke glemt hans foredrag fra den gang, så der er noget der har sat sig.
Da jeg så, at han var "still going strong" måtte jeg høre ham igen. Denne gang i Musikkens Hus i Aalborg, som var pænt fyldt op. Nils Willemoes er blevet 84 år og det var på ingen måde at mærke. Han var ligeså skarp og humoristisk som første gang jeg så og hørte ham.
Hans "scenografi" var den samme som altid og hans kendetegn ved at tale ind i flip-over tavlerne var igen den samme.
Han var i mange år lektor på Handelshøjskolen i Aarhus. Jeg er ret sikker på, at hans studerende havde nogle sjove forelæsninger.
Hans foredrag om ledelse er både lærerige og morsomme og jeg kunne finde mange citater fra hans foredrag dengang og nu. Her er et:
"Der findes god og dårlig ledelse. Forskellen bliver ofte først synlig, når et eller andet resultat vurderes i det vi kalder bagklogskabens klare lys. Fiasko skyldes næsten altid dårlig ledelse, hvorimod succes ikke nødvendigvis er et resultat af god ledelse…” Nils Willemoes

1/4
Jeg har altid beundret de mennesker der, der vores skyld, stiller op i verdens brændpunkter for at give os et indblik i hvad der foregår, nogen gange med fare for deres eget liv. Matilde Kimer er en af den. Jeg var så heldig at få billet til hendes foredrag på Kunsten i Aalborg den 24. september 2025. Der er for mig ingen tvivl om, at Matilde Kimer ved hvad hun taler om og hendes erfaring med det russiske og ukrainske liv. Foredraget tog selvfølgelig udgangspunkt i den russiske invasion i Ukraine fra 2014 hvor de indtog Krim og ikke mindst invasionen i februar 2022 og den historie vi efterfølgende kender.
Godt krydret med videoklip gjorde Matilde Kimer mig meget klogere på konflikten og godt "krydret" med hendes personlige oplevelser.
Tak for en god oplevelse!

1/10
Jeg har jo fået anskaffet mig et årskort til Kunsten i Aalborg og første gang jeg benyttede det var i onsdags den 9. juli. Loungen holdes i Kunstens udeområde og der blev ret hurtigt fyldt op. Så jeg blev udstyret med en fadøl og satte mig til rette og denne gang var Summer Lounge besat med Akavet Emma og Mogens Lykketoft.
De fleste kender jo Mogens Lykketoft, hvorimod Akavet Emma var et helt ubeskrevet blad for mig. Hun er en 29-årig journalist fra Frederikshavn som har sin podcast "Akavet Emma". Mogens Lykketoft er jo en klog, vidende og seriøs mand, så at sætte ham op mod Emma kunne jo blive lidt morsomt. Men det blev faktisk mest seriøst og Emma fik kun i små brudstykker spurgt Lykketoft "akavet".
Men et fint arrangement: Godt indhold, godt vejr, mange mennesker og god fadøl. Hyggeligt!

1/6
Når man nu er på en skøn ø som Lemnos er det også tid til afslapning med en god bog. Jeg har derfor taget Signe Molde med på Lemnos (bare det var sandt). Det var nu "kun" hendes bog jeg medbragte. Jeg holder meget af Signe Molde, som jo blander alvor, sjov og pinligheder for at få budskaberne ud.
Jeg havde læst et par anmeldelser af hendes bog "Husk du er klogere i morgen" og fik meget lyst til at læse bogen.
Hun involverer læseren i sit private univers og tager os med ind i mange sjove og nogen gange pinlige situationer, nøjagtig som vi kender hende.
Og selv om der mange morsomheder i bogen, så stikker hendes bog måske dybere end hun måske selv havde regnet med og du skal være indstillet på, at du nikker (fysisk) til mange citater i bogen.
Bogen er meget læseværdig, så tak for den Signe Molde.
Og så var jeg så heldig, at Signe signerede mit eksemplar.

1/3
Endnu en gang havde to ildsjæle fra Nørresundby inviteret til "Montmartre på Skansen". Det ser ud til at blive en årlig tilbagevendende begivenhed. Og tak for det. I år synes jeg kvaliteten i kunsten var steget betragteligt og dejligt at man også kan møde nogle af sine gamle bekendtskaber der. Få en god fadøl og et par pølser med brød eller et glas vin og en kebab. Så var det hele krydret med musikalske indslag og underholdning til børnene. Så tusind tak til Christel Bang og Helle Brix for arrangementet og jeg glæder mig til næste år.
Jeg fik også købt mig et lille nyt maleri lavet af Anette Guiti. I kan se maleriet nedenfor.
Ærgerligt at arrangementet blev forstyrret af et regnskyl, men da jeg var der viste vejret sig fra sin pæne side.

1/9
Jeg er lidt vild med Phil Rosenthals madserie på Netflix, "Somebody Feed Phil". Og hvis du ikke har set den endnu, så ligger alle sæsoner stadig på Netflix. Jeg har set alle afsnit og nogen af dem flere gange. Hans programmer er mest af alt et program om mad i de store byer verden over som han besøger, men fortæller også meget om byerne.
Jeg har forsøgt at følge i hans fodspor i bl.a. Lissabon og spiste nogle af de steder han gjorde. Så det er også god inspiration. Havde jeg råd til det ville jeg besøge alle de steder han har besøgt.
Phil Rosenthal ved ikke meget om mad, men elsker at spise mad. Han er nok mest kendt som skaberen af komedie-serien "Alle Elsker Raymond", som jeg til gengæld ikke har set meget af.
Vi mødte ham i den skønne sal i DR Koncerthuset som er værd et besøg i sig selv. Det er et fantastisk sted!
Med sig på scenen havde han danske Anne Hjernøe, som var moderator og samtalepartner. Så vi kom til et talkshow hvor der var skønne fortællinger/anekdoter om hans besøg rundt omkring i verden.
Vi fik hvad vi havde set i hans serie. En mand som elsker det han gør og som virker meget autentisk. Der var ikke noget "opstyltet" over det show, men en lidt ydmyg og morsom mand der har passionen med i det han gør. Så tak for et godt show!
Jeg har nogen episoder fra Europa som jeg lige skal have set igen, til inspiration for min næste madtur :-)

01/12
Jeg bliver jo altid glad når der sker noget i mit lokalområde (Læs: Nørresundby). Søndag den 2. juni var der på en solrig og varm søndag inviteret til "Montmartre på Skansen" af initiativrige Sundbyfolk. Der var åbning af vores borgmester, Lasse Frimand Jensen, og åbningstaler af Christel Bang og Helle Brix, som også var initiativtager til arrangementet. (Amatør)kunstnerne malede under de stynede lindetræer (som i dagens anledning blev omdøbt til "Place de Tertre").
Det var et rigtigt godt arrangement, garneret med pølser, kaffe, øl, slam poetry og aktiviteter for børnene.
Jeg fik købt et lille billede af Frank Zappa, som ny pryder ved min vinylsamling. Se den nedenfor i fotogalleriet.

01/14
Når nu jeg var der, skal I da også lige høre lidt om det.
"Neu" (Nøj) er en Design og Kunstudstilling som finder sted i Kedelhallen i Nordkraft hvert år (tror jeg nok). Den måtte jeg lige besøge denne lidt kedelige lørdag. Den slår sig op som et marked indenfor kunst, design og håndværk. Og det er jo prisværdigt.
Der var rigtig meget keramik og smykker og beklædning. Ikke meget billedkunst, som jeg gik efter.
Så jeg var jo nok ikke rigtig i målgruppen for dette marked. Fair nok!
Men jeg elsker at komme i Nordkraft, som stadig har det vildt industrielle og rustikke look. Jeg har været der en del i den tid hvor jeg arbejdede og nydt det hver gang. Så er det jo også her spillestedet "Skråen" ligger, teater Nordkraft og "Biffen". Og restauranter. Mange skønne tilbud i denne bygning.

1/4
Jeg er jo ikke politisk her på "morfarsfedeliv", men jeg måtte høre USA´s tidligere ambassadør Rufus Gifford i Musikkens Hus den 27. januar 2026.
Jeg skal ikke kommentere så meget på de sidste ugers hændelser i USA. Jeg har aldrig været der og kommer der nok heller aldrig. USA er en sammenslutning af stater der i den grad mangler historie og egen kultur og alene hviler i den virkelighed, at "Penge er Gud" og "Gud er penge". Her kan en politiker kun blive valgt hvis der er en meget betydelig økonomisk opbakning til den der gerne vil vælges. Og det gælder i princippet på begge sider af det politiske spektrum. Her er kristendom og religion en kæmpe business i høj grad for kirkers og trossamfund egen vindings skyld. Det er falsk og det er blændværk. Men amerikanerne elsker at lade sig forføre af de ofte fundamentalistiske trosretninger.
Nå, tilbage til Rufus Gifford. Mest kendt i Danmark som USA's tidligere ambassadør og efterfølgende en flittig gæst her. Han kan sgu godt lide Danmark og danskerne. I USA er han nok mest kendt for at være aktiv i præsidentkampagnerne for Barack Obama og Joe Biden. Og til sidst for Kamala Harris.
Ved besøget i Musikkens Hus blev han interviewet af USA-kender David Trads.
Jeg behøver vel ikke at skrive så meget om Gifford's holdning til det orange monster i Det Hvide Hus, men for mig var det godt at høre fra en person der står midt i strabadserne og ikke er bange for at sige tingene lige ud.
Under interviewet kom Rufus Gifford med et par statements som jeg synes understreger hans modstand mod den nuværende administration i USA:
Han er ret sikker på at demokraterne vinder midtvejsvalget og det er vel det det fleste af amerikanerne venter på.
Han erkender at demokraterne organisatorisk står meget svagt efter sidste præsidentvalg, men han peger på nogle kandidater der kan besejre Trump og Maga-bevægelsen/republikanerne ved næste valg.
Han opfordrer til at andre lande, statsledere m.v. skal stoppe med at smiske og fedte for præsidenten. Det kan godt synes at virke, men den orange er glemmer det ret hurtigt og kan hurtigt vende på en tallerken. Han nævnte specifikt Nato's generalsekretær Mark Rutte, som flere gange har kaldt DJT for "daddy". STOP DET!
Og roste Mette Frederiksen for hendes afvisning af Trump vedr. Grønland i hans første embedsperiode.
Håber det her snart hører op. For fanden altså!!
Nu glæder jeg mig til at læse hans bog "Over Atlanten".

1/7