Morfars
Fede Liv

Morfars Fede LivMorfars Fede LivMorfars Fede Liv
Startside

Morfars
Fede Liv

Morfars Fede LivMorfars Fede LivMorfars Fede Liv
Startside
Mere
  • Startside
  • Startside

Lemnos

Jeg har været i Grækenland rigtig mange gange. Det har mest været med afgange fra Aalborg eller Billund til de mest populære ("turistede") destinationer, som Rhodos, Kreta og Santorini. Og ikke et ondt ord sagt om dem! Det er nok 6 år siden jeg har været i Grækenland, så jeg ville gerne ud på en ø jeg ikke har været på.

Så jeg fandt en ø hos Apollo Charter som jeg ikke anede eksisterede. Jeg har aldrig hørt om den, men jeg kunne læse mig frem til, at den kunne være interessant at besøge. 

Lemnos er en ø i den nordlige del af det Ægæiske Hav.

Når du ankommer til øen er det første du møder en lille lufthavn med en mindre lufthavnsbygning. Lufthavnen betjener til daglig 4 indenrigsfly fra Athen og derfor er det nok med 1 bagagebånd ved ankomst.

Lemnos har (som rigtigt meget andet i Grækenland) en lang, lang historie med masser af græske myter.

Der bor ca. 16.000 mennesker på øen som er den 8. største i Grækenland. Den har også en lang historie som en ø med mange militære installationer. 

De fleste bor i Myrina (hvor jeg skal bo) og i Moudros på den østlige del af øen. I Myrina bor der 6.000 mennesker. 

Den menneskemasse, du ofte møder i lufthavne var slet ikke tilstede her. Det var så stille og roligt som jeg sjældent har oplevet det. Så det var ikke svært at komme i den "græske stemning".

God start på ferien.

Mit hotel lå ved hovedvejen ind til Myrina, 10 minutters gang fra shoppinggaden, havnen, strandpromenaden og strandene.

Mit hotel var lidt usædvanligt fra de hoteller jeg ellers har boet på i Grækenland. Grand Patelli er kun 2 år gammelt og er indrettet i en ret skandinavisk stil. Og et hotel med en uovertruffen service. Måske ikke for børnefamilier med rooftop terasse/swimmingpool, men jeg nød stedet, når jeg opholdt mig der.

Kontrasten med den græske idyl og hotellet blev understreget af beliggenheden mellem 2 store supermarkeder (hvoraf Lidl var et af dem!!), men når man først havde gået et par minutter fik man straks fornemmelsen af en hyggelig græsk by med hullede fortove og smalle stræder.

Byen har en skøn smal shoppinggade med skønne små butikker. Der var 1 (een) butik med turistsouvenirs. Ellers talte jeg ihvertfald 3 små slagterforretninger, butikker der solgte gryder, potter og pander, elektriske varer som kaffemaskiner m.v., en enkelt lille café, en gyroscafé og ellers forretninger som du møder derhjemme i en gågade.

Følger du hele shoppinggaden kommer du til en lille havn, med udsigt til en færgehavn hvor færgerne fra Athen og Thessaloniki lægger til. Her kommer fiskerbådene ind hver aften med dagens fangst og du kan opleve fiskerne rense fiskene inden de leveres til restauranterne der ligger på havnen. Det er fandme charmerende. Og at sidde på en lille taverna med en frappé eller en fadøl med udsigt over havnen sammen med de lokale, så er man i Grækenland uden nogen form for forstyrrelse. Ingen McDonalds, Burger King. Ingen Steak-House. Kun græske tavernaer, caféer med græske retter. Bedre bliver det ikke!

Byen er delt af en borg, hvor du går tilbage i shoppinggaden og tager en smal sidevej. Så kommer du til strandpromenaden, hvor det bliver lidt mere "elegant" med caféer hvor de unge mødes hver aften og nyder solnedgangen og en drink. Jeg kunne mærke forskellen i prisen på en halv liter fadøl. Ved havnen betaler du ca. 4 euro og på strandpromenaden giver du 7 euro.

Man skal jo også spise på Lemnos og det kan du gøre til rimelige penge. Masser af frisk fisk, græske retter og små snacks til den lille sult. Læs mere om maden på Lemnos under "Mad".

Et godt råd hvis du gerne vil til Lemnos, så undgå juli og august. Her er der, ifølge de lokale, rigtig mange græske gæster fra Athen og Thessaloniki, der formentlig lokkes af det samme som mig.

Jeg mødte mange skønne mennesker på Lemnos. Jeg sender dem lige en tanke og tak for en fantastisk ferie. Intet mindre!

Om lidt så tager jeg igen til Cypern og mødes med mine 5 skønne børnebørn på vores "Home away from home"-hotel, Debbie-Xenis Hotel i Pernera. Glæder mig!!

















Fotogalleri Lemnos

    La Palma

    Jeg tror mest af alt jeg savnede lidt varme og lidt sol her i den kolde mørke tid i Danmark. Så jeg bestilte mig en charterrejse til en af de kanariske øer, La Palma. Øen er 20% større end Bornholm og der bor ca. 85.000 mennesker der. Fra La Palma kan man se vulkanen Teide på Tenerife hvor der også dagligt afgik hurtigfærger fra hovedbyen på øen, Santa Cruz de La Palma. Jeg boede 10 minutters buskørsel fra hovedbyen i en turistforstad Los Cancajos, i en dejlig lejlighed. Byen var præget af store (formentlig all-inclusive) hoteller, der har gjort livet svært for restauranter i lokalområdet. Det er synd og skam fordi det betyder at det der er tilbage lidt er noget skrammel. Det var det i hvert fald her. Læs mere om maden under "Mad".


    På nær en dag var vejret fint og solrigt, med kølige morgener og aftener. Så jeg fik fint vejr til mine rundture på øen i den lejede bil. Jeg blev lidt ledt på vildspor den første dag af mit kort på telefonen (det gør jeg også en gang imellem herhjemme!!) hvor jeg blev ledt ud på meget, meget små og meget stejle veje imellem bananplantager. Men jeg fandt da tilbage til noget bedre veje. Vejnettet dernede er supergodt, men det er næsten udelukkende bjergkørsel, hvor du møder den ene smukke udsigt efter den anden, mens du kører rundt i hårnålesvingene.  

    La Palma er præget af sine vulkaner, hvor den sidste, Tajogaite, var i udbrud i 2021 og angiveligt skulle have ødelagt over 1300 huse. Det var en meget speciel oplevelse at køre (på den nye vej) henover lavastrømmen og se vulkanen på toppen.

    Det er nogen fantastiske kræfter der må have været i det vulkanudbrud.


    Af byerne på La Palma fik jeg besøgt 4, Fuencaliente, Los Llanos de Aridane, Tazocorte og selvfølgelig Santa Cruz. Jeg forventede mig nok at byerne havde et stort særpræg, men lignede nu meget de byer jeg har besøgt på fastlands Spanien. Så der var ikke så meget at udforske. 


    Men vejen til byerne gik igennem forskellige naturlandskaber som man ikke finder ret mange steder i verden. Og det er ikke så sært at man kalder øen for "La Isla Bonita", den smukke ø.


    Jeg har jo aldrig været særlig vild med de kanariske øer. Jeg har været på Tenerife for mange år siden, da min ældste datter var guide dernede. Jeg synes ikke der er varmt nok dernede for mig, der er vant til +30 grader når jeg er på Cypern. Tenerife er jo meget turismepræget, men det var La Palma ikke. Der var faktisk meget fredeligt og min opsummering på min lille ferie det er nok: Det var småkedeligt. Det er nok ikke helt fair for øen med de mange vulkaner og naturscenerier, men jeg rejste alene derned og mine rejser alene skal max. være 4 dage, gerne i en storby og gerne med en masse god mad. Det sidste var der ikke meget af her. 

    Så kan man jo lære lidt af det :-)

    Min bedste udflugt dernede var da jeg kørte helt ned på sydspidsen af øen, hvor du kører igennem lavalandskaber på ret smalle (dog asfalterede) veje og møder en klippekyst, hvor Atlanterhavet slår ind. Her udvinder de salt i store bassiner.

    Og her var der en restaurant som jeg fandt hjemmefra, som er nævnt i Michelinguiden, El Jardin de Sal. Her ude midt i ingenting lå den. Det var en speciel oplevelse. Den skriver jeg mere om under "Mad". 















    Fotogalleri La Palma 2025

      Hamburg

      Jeg har været i Berlin rigtig mange gange. Jeg holder meget af byens mangfoldighed og multikultur og de forskellige bydeles charme. Historien om byens deling efter 2. verdenskrig mærkes stadig og der er stadig synlig forskel mellem at gå fra business-kvartererne og til f.eks. Alexander-platz i det tidligere Øst-Berlin eller til de bydele hvor der nu er et kulturelt liv der er svært at finde andre steder. 

      Hamburg har måske ikke den samme historie eller status som Berlin. Men byen blev jo sønderbombet i slutningen af 2. verdenskrig.

      På denne forlængede weekend var hovedformålet en rockkoncert, men der blev også god tid til at nyde byen i et for øvrigt smukt vejr. Vi boede på et hotel i business-området i midtbyen ikke langt fra Hamburgs rådhus. Første dag tog vi en taxi til bydelen Schanzenviertel hvor vi besøgte et lokalt bryggeri, Ratsherren, hvor der var rift om pladserne en lørdag eftermiddag. Men vi var heldige så vi kunne den herlige bryg og spise lidt. Schanzenviertel er den mindste af bydelene i Hamburg. Her er der masser af barer, knejper, butikker, kunst og kultur. Med næsten alle husfacader "pyntet" med grafitti. Vi var der i november, men jeg kan godt se hvad det kvarter kan præstere i sommermånederne. Der må være et fantastisk liv og leben. Selvfølgelig måtte vi undervejs og efter besøget på bryggeriet besøge et par knejper for at smage på lidt mere lokal øl. Selvom det blev mørkt og lidt dunkelt var det hyggeligt at gå i gaderne i dette distrikt og gå tilbage til centrum hvor vi boede. Dog meldte sulten sig og vi fandt en skøn italiensk restaurant ved en af kanalerne.

      Næste dag skinnede solen igen fra en skyfri himmel og efter en god morgenmad på "Meet me in the morning" vandrede vi igennem byen ned til det store havneområde, hvor der bl.a. lå et lille klondyke med små, listige steder. Man kunne forestille sig, at der var nogen der var begyndt med at bygge et lille hus og andre bare havde fulgt med og bygget lidt mere til, så de til sidst endte med et lille område der vel mest af alt fungerer som et "aftræde" fra den store by. Her på havneområdet er der også et stort loppemarked og du finder og den gamle Elb-tunnel som kan anbefales at besøge. Du kan tage hele turen på gåben under Elben.

      Her findes også huset Elbphilharmonie Hamburg, hvor du efter lidt kø kan komme op i huset og nyde udsigten eller en god øl i restauranten eller caféen.

      Når du er færdig der er du ikke langt fra rådhuset, shopping og andre seværdigheder i Hamburg centrum.

      Ca. 5 timers kørsel fra Aalborg, så er du i en by med masser af charme!














      Fotogalleri Hamburg 2024

        Cypern 2024

        Inden jeg tog til Cypern i juli, havde jeg (som sædvanligt) mange ambitioner om at se noget mere af øen og gå nogle lange ture. Problemet er bare, at virkeligheden rammer en når du lander: Varmen. Den sætter ambitionerne i et andet perspektiv. Bevares der er altid dejligt varmt på Cypern. Men denne gang var det (efter min mening) ekstraordinært varmt med en udsædvanlig høj luftfugtighed og stort set ingen vind. Men dejligt er det da! Jeg beklager mig ikke.

        Vi bor altid hos Nicos på Debbie Xenia Hotelapartments i Pernera. Her er standarden måske ikke den højeste, men store dejlige lejligheder med balkoner. Jeg bor altid øverst oppe hvor jeg har en pragtfuld udsigt over Middelhavet. Her er der fred og ro og rigtig gode restauranter i gåafstand. Stranden ligger i 5 minutters gåafstand fra hotellet, hvor der også findes gode restauranter og ikke mindst en strandpromenade, der går ind til Fig Tree Bay, ca. 3 kilometer væk. Fig Tree Bay er besøgt af mange skandinaver og englændere og er et rigtigt turiststed. Masser af store hoteller, restauranter, barer og natklubber. Så vil du have meget gang i den, er det her du skal holde din Cypernferie. Vi har som regel et par besøg i byen, men elsker at komme tilbage til Pernera, hvor der er fred og ro.

        I år var vi der i 14 dage, så der måtte godt ske noget andet midt i ferien. Så vi besluttede os for at leje en bus med chauffør og tage på en dagtur til Camel Park i Mazotos tæt på Larnaca, hvor alle ungerne kunne nyde dyrene og Theo og hans far kunne tage en tur på kamelryg og de kunne nyde legepladserne på stedet. Nogle af os kunne tage en kold øl i skygge i restauranten. Efter besøget tog vi videre til Lefkara, som er kendt for sine blonde- og sølvhåndværk. Her lidt højt oppe i bjergene var der meget grønt og smukt og her fik vi en dejlig frokost og en lille vandretur rundt i byen. I Lefkara findes også en lille perle af et hotel "The Agora Hotel" som er danskejet. Hotellet har i øvrigt været med i Anne og Anders tv-program fra Cypern. Her kunne jeg godt tilbringe nogle dage. Det blev også en tur til Paralimni, som er hovedbyen i distriktet Famagusta. En stille by der ligger tæt på grænsen det tyrkiske Nordcypern.














        Solnedgang i Pernera

        Fotogalleri Cypern 2024

          Split og Hvar

          Jeg har aldrig været i Kroatien eller for den sags skyld i hele det område. Så det var et sted jeg måtte besøge.

          Det er kun 2 timers flyvning fra København og du lander i en helt ny lufthavn ca. 23 km fra Split centrum. Bestil gerne transport hjemmefra eller tag bussen ind til Split centrum. Taxa er nemlig ret dyrt, omkring 600 kr. for en enkelt tur. Eller bestil det hjemmefra. Det gjorde jeg gennem Booking.com til 250 kr.

          Split ligger i Dalmatien ud til Adriaterhavet og er omkranset af smuk natur og masser af øer i området, hvor der dagligt sejler færger til.

          Split er en by med godt 160.000 indbyggere. Så ret overkommelig til en forlænget weekend. Byens centrum er præget af Diocletians Palads som blev bygget som pensionistbolig til Diocletian. Ikke en helt almindelig pensionistbolig da paladset mest af alt minder om en fæstning. Man regner med at byggeriet begyndte i år 295. Diocletian selv blev pensioneret i 305 og så vidt vides kunne han nyde omgivelserne i 4 år inden han døde. Paladsets historie gennem århundrederne giver også plads til ødelæggelser gennem forskellige invasioner.

          Men det er klart Splits største turistattraktion og det er meget hyggeligt at gå inde i området med smalle stræder og torve og ikke mindst nogle velbevarede bygninger, bl.a. Diocletians katedral og kældrene hvor en del af Games of Thrones blev indspillet.

          I begyndelsen af 0'erne tillod bystyret i Split at der blev bygget nye bygninger inde i komplekset, bl.a. et parkeringshus!!

          Og der er i dag masser af små butikker og restauranter og man regner med, at der i dag er ca. 350 fastboende i komplekset. De fleste boliger er nu omdannet til AirBnB og Guesthouses.

          Trods den skammelige behandling af paladset, bl.a. bystyrets beslutninger, er paladset et absolut "must see".

          Med beliggenheden ved vandet er der naturligvis også en fin havnefront, Riva'en. Den er fyldt med restauranter og barer og enkelte butikker og er meget turistpræget. Da jeg var der ankom der dagligt 3-4 krydstogtskibe, som fyldte meget i paladset og på Riva'en. Så en anbefaling kunne være, at besøge Split udenfor krydstogtsæsonen, hvis der er sådan en.

          Et andet sted der er værd at besøge er Marjan Forest Park, som du kommer til via et pænt antal trapper. Der er en restaurant på vej op, hvor du kan slukke tørsten. Og en  fin udsigt udover Split og omegn.

          Jeg boede i et guesthouse, som der er rigtig mange af i Split, tæt på den store gågade med masser af shopping og lige ved paladset og meget tæt på Riva'en. Jeg havde et meget lækkert (hotel)værelse med alle faciliteter til ca. 600 kr. pr. nat. Nedenfor var der et par restauranter og en bar, der åbnede kl. 7.30. Det passede godt til min kaffetrang. Selvom der var gæster til de sene timer, var værelset så lydtæt at jeg ikke kunne høre noget dernedefra.

          Jeg var på en SKØN Food Tour med nogle gode mennesker fra USA, Canada og Hong Kong. Det vil jeg helt klart anbefale. Bestil den hjemmefra, pris ca. 800 kr. med 5 besøgssteder med god mad. Det kan I læse meget mere om under "Mad".

          Jeg havde hjemmefra bestilt færgebilletter til øen Hvar. Den ligger ca. 1 time og 15 minutters sejlads fra Split og afsejler nede fra Riva'en, kort afstand fra centrum. Så jeg havde afsat en hel dag til turen. Og det var det hele værd. Selvom havneområdet og bycentrum er præget af turisme, så kan du sagtens finde en "lise for sjælen" oppe i byen eller i udkanten af byen. Her findes også masser af AirBnB og hoteller.

          Her var der meget mere stille og roligt end i Split og det klareste havvand jeg længe har set. Jeg tænker, at her kunne jeg godt være en uges tid. Jeg fik både morgenmad og frokost på Hvar og det var bestemt ikke dårligt, tværtimod. Et par af lækreste måltider jeg fik dernede.

          Prisniveaet i Split/Hvar er vel nogenlunde som i Danmark. Selvfølgelig kan du udenfor de allermest befærdede turistområder, finde lokale restauranter og barer der serverer til pænt lavere priser. En ½ liter øl på turiststederne koster ca. 45 kr., men går du lidt fra dem falder prisen til ca. 27 kr.

          Men jeg vil meget gerne anbefale en tur derned. Jeg var der i 4 dage. Det passede mig rigtigt godt og jeg fik en dejlig oplevelsestur.

          PS. Der findes i området omkring Split masser af seværdigheder bl.a. Nationalparken Krka, som skulle være meget smuk. Det nåede jeg ikke denne gang. Godt at have noget til gode.













          Fotogalleri Split og Hvar

            Lissabon og Sintra

            Jeg har aldrig været i Portugal. Så det var på min liste over steder jeg gerne ville besøge. Det fik jeg så lejlighed til i begyndelsen af november 2023. Jeg fandt i øvrigt en flybillet til 878,- kr. t/r fra København. Så det var bare med at komme afsted og da jeg var på Amager til fødselsdage, så var der ikke noget at betænke sig på.

            Lissabon har 545.000 indbyggere og med forskellige kvarterer med hver deres særlige charme. Jeg nåede ikke dem alle, så jeg har en god grund til at tage tilbage dertil. Portugals historie er jo spækket med storhedstider som søfarernation og kolonimagt og en af de største indtægtskilder var bl.a. guld og sukkerrør som blev hentet i Brasilien og Lissabon var stedet det hele foregik.

            Skal jeg beskrive Lissabon med to ord, må det være: Afslappet og farverig. Jeg havde 3 hele døgn i byen og synes jeg fik oplevet rigtigt meget i de dage. Den største nydelse for mig er at slentre rundt i byen og nyde dens puls. Byen indeholder så mange indtryk, som du tager med hjem og de mennesker jeg mødte oplevede jeg udelukkende som smilende og åbne. Men det går også den modsatte vej, du skal selv være åben og modtagelig.

            Byen virkede meget tryg og sikker at færdes i på alle tider af dagen. Og så er den fyldt med en menneskelig mangfoldighed på grund af Portugals tidligere kolonier omkring i verden.

            Og så er der rigeligt med historiske turistattraktioner som Belem-tårnet, Praca de Comércio, Jerónimous klostret og Lissabon katedral (Sé de Lisboa). Jeg fik faktisk besøgt alle 4 attraktioner, selvom jeg ikke er helt til den slags. Men jeg havde et Lisbon City Pass, som jeg havde fået en via en voucher fra Booking.com, så jeg kunne komme rundt med busser og tog, og altså ind på de fleste attraktioner. Jeg kan kun anbefale City Pass, som koster ca. 275,- kr. for 2 dage. Nogle steder gælder City Pass ikke som entrebillet, men som betaling for billetten, som skal afhentes på et billetkontor typisk placeret tæt på attraktionen. Du kan også bestille entrebilletter online. 

            Jeg boede på et danskejet hotel i Graca-kvarteret i Lissabon, som jeg stærkt kan anbefale. Det ligger meget højt placeret og 20 meter fra det mest fantastiske udsigtspunkt. Her var der udsigt til det meste af Lissabon, inkl. Jesus-figuren, 25. april-broen og Sao Jorge borgen. 

            I videoen kan du se området hvor jeg boede. Den røde bygning til højre er mit hotel, "Tings Lisbon". Et hotel jeg virkelig kan anbefale med 17 værelser, dejlige fællesområder, en lille gårdhave og med gåafstand til centrum.  Og ikke mindst en afslappet og uformel stemning. Tings Lisbon reklamerer med, at de er det bedste et-stjernede hotel i Lissabon. Og det er det! Værtsparret har valgt stjernerne fra fordi, som de siger, at stjernerne ikke nødvendigvis giver et rigtigt indtryk og er forskellige fra land til land. Jeg vil ikke tvivle på, at give hotellet 4-5 stjerner. 😉Hyggeligt, uformelt og afslappet.

            Jeg vil anbefale at gå igennem de små gader ned til byen, men jeg vil opfordre til at tage en Uber hjem. Apropos Uber: Det er SÅ billigt. En tur fra Praca de Comercio til hotellet var 5,15 Euro eller turen fra hotellet til lufthavnen der kostede 8,73 Euro! Vanvittigt billigt, men trygt og godt. Så anskaf dig Uber-appen, det fungerer virkeligt godt. Men husk nogle gode sko til at vandre rundt i byen, der er stejlt, mange trapper og ofte smalt.


            Selv på hverdage i november måned var der mange turister i byen, så det kan godt betale sig, at stå lidt tidligt op hvis du vil ind i de store turistattraktioner. Vejret da jeg var der bød på sol/halvskyet og temperatur på 16-18 grader og indbød til udendørs restauranter. Skønt!


            Da jeg nu havde mit City Pass, tog jeg toget til Sintra. Sintra er en by med ca. 378.000 indbyggere beliggende 18 km fra det vestligste punkt i Portugal (og det europæiske fastland), Kap Roca. Togturen tog ca. 40 minutter.

            Når du ankommer til stationen er der lige udenfor busholdeplads for linie 434 og 435, der tager dig til byens hovedattraktioner. Magiske eventyrslotte som Pena National Palace. Tag bussen derop, lad være med at gå. Jeg tog bussen og blev transporteret igennem et stejlt, naturskønt område til Pena-slottet. Og indstil dig på, at der ved endestationen ved slottet er masser af turister. Du kan købe billetter til særlige tidspunkter og når du ikke tidspunktet så er billetten tabt. Det skete for mig. Så jeg så slottet udefra, ikke indefra. Det gjorde ikke så meget, men jeg tog bussen tilbage til stationen i Sintra og fandt en hyggelig bar der serverede en dejlig kold fadøl.

            Tag dig god tid hvis du besøger Sintra. Afsæt 1 dag til turen.


            Og så har jeg slet ikke nævnt mulighederne for, at tage en "Tuk-Tuk", en lille veteranbil, eller en motorcykel med sidevogn på en guidet tur rundt i byen.


            Der er ingen tvivl om, at Lissabon havner på en Top Fem af byer jeg har besøgt og jeg vil bestemt ikke afvise, at den får besøg igen. rejser europa solferie oplevelser












            Fotogalleri Lissabon og Sintra

              Manchester

              24/10-2023


              Så kom dagen hvor Jeppe, hans far og morfar skulle på drengetur til Manchester. Hovedmålet med turen var, at se Manchester City tæve Brighton på Etihad Stadium om lørdagen.

              Manchester i det nordvestlige England er kendt for sin arkitektur, kultur, musik, medier og jo ikke mindst fodbold. Der bor i selve Manchester omkring 548.000 mennesker og i Greater Manchester ca. 2,8 million mennesker. 

              Byen levner ikke tvivl om sin industrielle baggrund. Masser af bygninger i centrum af Manchester er fra en tidligere tid og er ofte renoveret/moderniseret så de stadig står industriagtige.

              Da jeg skulle undersøge de mulige seværdigheder i Manchester, kom der ikke mange frem på nettet. Men typisk engelsk er byen, med kanaler (hvor der bl.a. bliver fiske gedde), pubs på hvert tredje gadehjørne og med et ret stærkt musikliv. Bl.a. kommer Oasis, The Stone Roses, 10CC og Simply Red fra Manchester.

              Og så er der selvfølgelig fodbold. Byen huser 2 af de fornemste hold i Premier League: Manchester City og Manchester United. Og det var det vi var her for. 

              Om torsdagen vandrede vi fra hotellet til Etihad Stadium bare for at se området og få en fornemmelse af stedet. Vi gik iøvrigt langs kanalerne i området. En dejlig tur, der gav os nogle fine oplevelser. 

              Det er et KÆMPE område Manchester City råder over. Det skal ses før man forstår det. Ikke alene er der Etihad Stadium, men også alle mulige andre faciliteter, bl.a. Joie Stadium som primært er kvindeholdets stadium.

              Fredag havde vi bestilt en stadium tour. Da der var regn den dag, tog vi en Uber til stadion og fik halvanden times rundvisning på Etihad Stadium, hvor vi besøgte spillernes omklædningsrum, spillergangen, presserummene og restauranten, hvor gæsterne kunne indtage en 11 retters menu inden kampen. Og her gik spillerne igennem inden forberedelsen til kampen, til duften af dejlig mad som de selvfølgelig ikke kunne indtage.

              På området ligger også City Store, som sælger alverdens merchandise til fansene. Vi fik da også købt lidt. Selv jeg fik en lyseblå polo med Manchester City logoet. Så var jeg godt klædt på til lørdagens kamp.

              Lørdag var der så spille dag. Vi tog en Uber til Etihad, hvor vi havde fået billetter til Kids Fan Zone, så Jeppe kunne blive godt forberedt til selve kampen.

              Så blev det tid til at komme ind på stadion. I alt 55.000 mennesker kan rummes på Ethad Stadium, men alt foregik i god ro og orden, så vi kunne indtage vores pladser tæt ved banen og i nærhed til de mest trofaste City-fans. Indtil et kvarter før kampen begyndte var stadion kun halvt fyldt, men blev meget hurtigt fyldt inden kampen startede kl. 15.00. Der må i øvrigt ikke bringes drikkevarer (ekskl. vand), madvarer og andet på stadion. Der må heller ikke tygges tyggegummi!!😉

              Men det var en fantastisk oplevelse. Når der blev sunget til spillerne og sunget "Hey Jude" fra den store fanskare kunne man ikke undgå at få lidt gåsehud og følge stemningen. Og selvfølgelig opleve Manchester City score 2 mål i vores ende. Kampen endte 2-1 til Manchester City, så vi fik fuld valuta for penge! ⛹️‍♂️

              Efter kampen skulle vi sammen med formentlig 50.000 andre ud af stadion og mod Manchester centrum. Gaderne omkring Etihad var totalt lukkede af det store menneskemylder. Men alt foregik fredeligt og roligt, og så havde vi tid til på gåturen, at "fordøje" den store oplevelse.

              Tak til Jeppe og Anders for en fantastisk tur. Nu er morfar nok 👍Manchester City fan.







              Fotogalleri Manchester

                Copyright © 2025 Morfarsfedeliv - Alle rettigheder forbeholdes.

                • Privatlivspolitik

                Leveret af